Klip i kortet til chauffør: Kørte for stærkt med bussen fuld
Ved en færdselsindsats i Aarhus V var en buschauffør en af dem, der havde alt for meget fart på. Han fik derfor et klip i kørekortet
En mobiltelefon i hånden, stoffer i bilen og et speedometer der viste langt over det tilladte. Det var nogle af de overtrædelser, bilister blev taget for under Østjyllands Politis færdselsindsats i Aarhus V mandag aften.
En af dem, politiet måtte hive ind til siden, var en buschauffør, der kørte med bussen fuld af passagerer. Ham fangede politiet i at køre 69 kilometer i timen på en strækning, hvor han måtte køre 50 kilometer i timen. Det kostede ham et klip i kørekortet.
Læs også
En anden bilist formåede at blive stoppet af færdselsbetjentene to gange inden for få timer. Begge gange opgav han et falsk navn og personnummer, men anden gang gennemskuede politiet ham og kvitterede med to sigtelser for at overtræde straffeloven. Desuden står han til en betinget frakendelse af kørekortet, da han kørte alt for stærkt.
I alt nåede betjentene at sigte 26 forskellige personer. De 24 øvrige blev for eksempel sigtet for at køre over for rødt, for at køre i narkopåvirket tilstand og for at have mobiltelefonen i hånden under kørslen.
RESULTAT AF INDSATS
- Fire kørte, selvom de var frakendt førerretten
- To personer blev anholdt for at køre i en efterlyst bil
- Fire personer blev sigtet for lov om euforiserende stoffer
- Fjorten begik hastighedsoverstrædelser (Fire til betinget frakendelse og 10 klipsager)
- To kørte over for rødt lys
- To lavede ulovlige overhalinger
- Tre benytte håndholdt mobiltelefoner