Klik dig til velgørenhed
Nyt samarbejde mellem en velgørende organisation og Microsoft kan betyde millioner af indsamlede kroner.
Den velgørende århusianske organisation ENGODSAG.DK har indgået et samarbejde med softwaregiganten Microsoft.
Samarbejdet betyder, at brugere af Microsofts messenger-tjeneste kan klikke på en knap, hver gang de handler på nettet - så giver netbutikken et beløb til ENGODSAG.
ENGODSAG samarbejder med 340 forskellige danske Netbutikker, og hver gang, der bliver handlet hos dem, giver de penge til organisationen.
Organisationen giver pengene videre til 120 hjælpeorganisationer blandt andet Kræftens Bekæmpelse, Red Barnet og Bløderforeningen.
Det er altså gratis for brugerne via nethandel at støtte den gode sag. Det er butikkerne, som indbetaler et beløb for at få et godt image.
I øjeblikket indsamler ENGODSAG 150.000 til 200.000 kroner pr. måned til hjælpeorganisationerne.
Med samarbejdet med Microsoft regner man med ekstra årligt at kunne samle yderligere 5 millioner kroner ind.