Klasselokaler for små til fysisk aktivitet
I Silkeborg Kommune har skolerne svært ved at supplere den almindelige undervisning med fysisk aktivitet - der er simpelthen ikke plads
Skolereformen skulle skabe bedre læring for landets folkeskoleelever. Det skulle blandt andet ske gennem afbræk i undervisningen, hvor børnene så i stedet kunne få brændt noget krudt af. Men i Silkeborg Kommune har man svært ved at tilbyde eleverne det, for klasselokalerne er ikke store nok.
Sådan er det blandt andre på Thorning Skole. Her fortæller både lærere og elever, at det kræver en hel del ekstra arbejde, hvis den ikke kun skal stå på procentregning og diktat.
- Behov for ekstern hjælp til ny struktur
- Der er ikke så meget plads. Hvis alle skal op at stå, så skal vi flytte alle bordene. Det er et stort problem, fortæller Mathias Lyngholm Christensen fra 8. B.
Og matematiklæreren Rene Dyrberg giver ham ret.
- Vi kan ikke være der, så hvis vi skal lave en form for fysisk aktivitet, er vi nødt til at flytte et andet sted hen. Det går der også tid med, siger han.
Ikke kun i Thorning
Thorning Skole er langt fra alene med denne problematik. Det viser en nylig offentliggjort rapport. Den giver et billede af mange silkeborgensiske skoler med pladsmangel.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fået viden om udfordringen. Rapporten kan bruges til politiske beslutninger, der har det fokus at gøre tingene mest hensigtsmæssige i forhold til børnenes læring og trivsel, forklarer skolechef i Silkeborg Kommune, Huno Kjærsgaard Jensen.
Skolestruktur i Silkeborg bliver udsat et år
Det glæder skolelederen på Thorning Skole, for hun oplever på tætteste hold de nuværende udfordringer rundt om på hele skolen. For ifølge lederen er skolens lokaler ikke gearet til andet end traditionel undervisning.
- Eleverne er henvist til gangene, og gymnastiksalen er eftertragtet. Vi kan også bruge udearealerne, men det kan være svært, hvis det står ned i stænger, siger leder på Thorning Skole, Lone Stig Andersen.
Du kan se hele indslaget om de små klasselokaler øverst på siden.