Klar til valgkampen
Jonas Dahl (SF) tror på snarligt valg
Jonas Dahl, der er østjysk folketingspolitiker for SF, er klar til det kommende folketingsvalg. Valgplakaterne er trykt, og kampgejsten er helt i top.
- Det gælder om at være forberedt, hvis valget skulle blive udskrevet i morgen, så man er klar til at kravle ud i lygtepælene med valgplakater og dele de første flyers ud, siger Jonas Dahl.
Han er lige nu på barsel, men bruger også tid på at forberede sig til det kommende valg, som endnu ikke er udskrevet.
- Jeg har klistret plakater og er nu ved at at dele dem ud til nogle af de mennesker, der har sagt, at de gerne vil have en lille stak liggende, som de kan hænge op, så snart valget bliver udskrevet. Så sent som i går læste jeg det sidste korrektur på min pjece, og den er nu på vej i trykken, så jeg synes, at jeg er så klar, som man overhovedet kan være, siger Jonas Dahl.
Valget skal senest finde sted til september, men så længe tror Jonas Dahl ikke, at der går, inden statsministeren udskriver det.
- Jeg tror, at det kommer et sted mellem slutningen af februar og slutningen af maj, så jeg tror, at vi er ret tæt på et valg, siger Jonas Dahl.
I videoen øverst på siden kan du se hele interviewet med Jonas Dahl og høre mere om den kommende valgkamp.
Du kan også se mere om den østjyske valgkamp i Nyhederne på TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30