Klar til at sortere tyre-sæd

Østjysk kvægavlsforening har købt rettighederne til et anlæg, der kan sortere tyresæd i han- og hunceller.

Hvert år bliver godt 20.000 nyfødte tyrekalve slået ihjel og destrueret. De er nemlig intet værd for landmændene, der ofte udelukkende er interesserede i at få kviekalve.

Nu kan en helt ny teknik imidlertid forhindre, at tyrekalvene overhovedet bliver født.

Kvægavlsforeningen Dansire i Assentoft er i øjeblikket ved at teste et nyt anlæg, der kan sortere sæd fra avlstyre i han- og hunceller. Derefter bliver hancellerne smidt ud, således at det udelukkende er huncellerne, der bliver brugt til insemination.

Dansire har købt patent-rettighederne til at producere kønssorteret sæd i Danmark, Sverige og Finland. Senere vil foreningen eksportere til resten af verden.