Klar til semifinalen

Randers-kvinder vandt - uden at spille

Foto: Hans Carstens

Håndboldkvinderne fra Randers HK er klar til semifinalerne om det danske mesterskab - ovenikøbet uden at være i kamp.

Billetterne blev indløst, efter at FC Midtjylland tirsdag aften på udebane vandt 31-28 over Esbjerg.

Den midtjyske sejr betyder, at Esbjerg fortsat er uden point i slutspillet. Dermed har de ikke længere mulighed for at indhente Randers HK og FC Midtjylland, der ligger på de to øverste pladser i gruppen.

Randers HK mangler endnu at spille to kampe, men uanset udfaldet er de med sikkerhed i semifinalen. Tilbage står nu kun spørgsmålet om, hvem kronjyderne skal møde i den kommende semifinale.

Modstanderen bliver formentlig Team Tvis Holstebro eller Viborg HK.