Klar til ørken-rally!

Deres livs eventyr i en Toyota Starlet

09:10

1 af 2

13.000 km, 15 lande, tre bjergkæder og to ørkener. Det er bare nogle af de prøvelser, som tre mænd fra Aarhus har tænkt sig at udsætte deres Toyota Starlet 1,0 fra 1981 for.

Om en måned sætter Steffen Poulsen, Jens Søndergaard og Mathias Tang kursen mod London, hvorfra starten går til dette års Mongol Rally. Et motorløb for dem som har lyst og med mål i Mongoliets hovedstad Ulan Bator.

Go' Aften Østjylland har onsdag besøg af to af Starlet-kørerne og deres klassiske køretøj.

- Det bliver selvfølgelig en prøvelse at være klemt sammen i en dåse med to andre halvvoksne mænd. Man kan nå at komme hinanden meget ved, tror jeg. Men man lærer nok også hinanden ret godt at kende på sådan en tur, siger Steffen Poulsen.

En motor der ikke kan dø

Hele turen skulle gerne være overstået på fem uger. Det er i hvert fald håbet for Jens Søndergaard, der ikke har mere ferie at gøre med fra sin læreplads hos Toyota. Han er i lære som automekaniker, og er derfor naturligvis også holdets mekanik-ansvarlige.

- Jeg er lidt nervøs over det. Men det er jo en forholdsvis simpel bil. I en ny bil ville der være en masse elektronik, der kunne gå i stykker. Det er der ikke rigtig på den her. Min værkfører har bildt mig ind, at man ikke kan slå den motor ihjel, så det skal komme an på en prøve, siger han.

Ekstra benzin på taget

De tre eventyrere har gjort hvad de kan for at forberede sig på løbet. Inden startskuddet lyder, regner de også med at have monteret en tagbagagebærer på bilen, så de kan få plads til både reservedele, benzindunke og telt.

- Det værste, der kan ske, er, hvis den sætter sig på maven i Vejle. Men vi håber den når lidt længere, siger Jens Søndergaard.

I videoen øverst i artiklen kan du høre mere om turen. Du kan også se det i Go' Aften Østjylland onsdag kl. 18.15 og 21.15.

Læs desuden mere om turen på www.facebook.com/danishdetour.