Klar til Melodi Grand Prix
Østjyske fans til Melodi Grand Prix-finale i Aalborg
Om få timer går det løs i Gigantium i Aalborg, når årets Melodi Grand Prix løber af stablen.
Mange østjyske fans er valfartet til Aalborg for at deltage i festen. Blandt andre Helle Brygger fra Odder og Kathrine Christensen fra Hadsten.
Til spørgsmålet om, hvad de glæder sig mest til ved aftenens Melodi Grand Prix, er svaret:
- Et rigtig godt sceneshow. De billeder, vi har set allerede, ser fede ud, siger Kathrine Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Helle Brygger supplerer:
- Og dejlig musik - rigtig god musik forhåbentlig.
To østjyske håb er i finalen: Den tidligere X Factor-deltager Babou fra Aarhus med sangen "Manjana" og den tidligere aarhusianske børnestjerne Anne Gadegaard med sangen "Suitcase".
Bookmakerne og publikummet ved gårsdagens generalprøve har udråbt Anne Gadegaard som storfavorit, og de to østjyske fans er da heller ikke i tvivl om, hvem de hepper på:
- Jeg håber helt sikker, at det bliver Anne Gadegaard, der vinder, siger Helle Brygger.
- Hun er østjyde, så hende må vi heppe på, lyder det fra Kathrine Christensen.
Mød de to østjyske fans i videoen øverst i artiklen.