Klar til kapsejlads

Skal deltage i internationalt østjysk stævne

Solskin, en let brise og to-cifrede varmegrader. Det er de helt perfekte forhold, når det kommer til sejlads.

Det er derfor ikke uden grund, at arrangørerne af den internationale kajsejlads, Prince Henrik Silver Trophy, klapper sig i hænderne over weekendens vejrudsigt.

I denne weekend bliver sejladsen for første gang nogensinde afholdt i Aarhus. Her skal sejlerne sejle om kap mod hinanden, og for nogle sejlere bliver det en mulighed for at prale af at have slået en kongelig i kapsejlads.

Både prins Henrik og kronprins Frederik er nemlig på dette års deltagerliste.

Sejladsen bliver arrangeret af de erfarne dragesejlere Peter Warrer, Thomas Dresler, Mark Flindt og Philipp Skafte-Holm og det er Marselisborg Sejlklub, Sailing Aarhus og Aarhus Kommune, som er værterne.

Hos Sailing Aarhus glæder man sig over, at det endnu engang er lykkedes at trække et stort sejlstævne til byen:

- Vi er utroligt stolte over, at Prince Henrik Silver Trophy gæster Aarhus, og set i lyset af den store lokale opbakning vi har fået af det Aarhusianske erhvervsliv, fornemmer vi, at sejlsporten har taget Aarhusianernes hjerter, siger Thomas Capitani, som er formand for Sailing Aarhus.

Aarhus har tidligere været vært for blandt andet EM for 49'er og VM for 29'er, og i 2018 kan byen bryste sig at lægge vand til VM i sejlads.