Klar til første spadestik: Militærområde i Randers får nyt liv

Kronjyderne får et nyt udflugtsmål

Foto: Google Maps

1 af 3

Randers Kommune er nu klar til at tage første spadestik til et helt nyt naturområde i den nordlige del af byen.

Området får navnet 'Myretuen' og kommer til at ligge på Nordre Fælled umiddelbart nord for den tidligere kaserne.

Dermed bliver det også en slags baghave for beboerne i de mange lejligheder i Jennumparken ikke langt derfra.

Læs også Flere millioner til nyt naturområde

'Myretuen' ligger på et område, der tidligere blev anvendt af militæret. Stedet skal give kronjyderne mulighed for at få oplevelser i den omkringliggende natur, ligesom det skal være et center for formidling af information om samme natur.

Det er meningen, at byggeriet 'Myretuen' skal danne bro mellem byen og naturen. 'Myretuen' bliver et ubemandet mødested med information og læring. Byggeriet går i gang senere i denne måned og forventes at være færdig i løbet af et år. I alt er der samlet 4,5 mio. kroner ind til projektet.

  Foto: Visualisering

Det første spadestik bliver taget tirsdag den 17. januar, hvor der bliver afholdt et arrangement på Nordre Fælled mellem kl. 13 og 15. 

Bag Myretuen står Partnerskabet Nordre Fælled, som består af Randers Produktionshøjskole, Bysekretariatet, Randers Kommune og Naturstyrelsen i Kronjylland.

Læs også Bygger myretue i Randers

På Randers Produktionshøjskole glæder forstander Bent Raun sig til, at arbejdet går i gang: 

- Spadestikket er altid en festlig start på en byggeproces. 'Myretuen' er noget helt særligt, som kommer til at have stor betydning for mange, siger han i en pressemeddelelse.