Klagesag kan trække ud
Mangler lægelig vurdering af Carina-sagen
Klagesagen om den nu 21-årige Carina Melchior Steendahl fra Lime på Djursland trækker ud.
Carina Melchior Steendahl blev landskendt efter at have deltaget i DR-dokumentaren "Pigen, der ikke ville dø".
Dokumentaren handlede om Carina Melchior Steendahls kamp for at overleve de kvæstelser, hun pådrog sig efter en trafikulykke.
Hendes tilstand var så dårlig, at hun ikke ville overleve, og derfor slukkede man for respiratoren og fratog hende mad og væske, men stik mod lægernes forventning vågnede Carina Melchior op og overlevede ulykken.
Der er efterfølgende blevet rejst kritik af lægernes behandling.
Vurdering mangler stadig
Om tre uger falder klagesagen for en to års forældelsesfrist, men endnu mangler Retslægerådet at komme med en retslig vurdering af sagen. Det skriver Ekstra Bladet.
Retslægerådet skal vurdere lægernes behandling af Carina Melchior Steendahl, som foregik på Aarhus Universitetshospital.
Vurderingen trækker ud, fordi mindst tre af rådets eksperter - erfarne neurokirurger - har tilkendegivet, at de er inhabile. Det har ikke været muligt at finde nye eksperter i Danmark, så nu har rådet været nødt til at hente erfarne kræfter fra udlandet.
Ifølge advokaturchef Morten Holm fra Østjyllands Politi får det dog ikke betydning for den retslige vurdering af sagen, hvis den lægefaglige vurdering overskrider forældelsesfristen
- Vi er fuldt ud opmærksomme på sagens forældelsesdato og problematikken. Der vil ske en juridisk vurdering op til skæringsdatoen, og så tager vi stilling inden da, siger han til Ekstra Bladet.