Klager over biskop afvist
Det var helt i orden, at biskop Kjeld Holm tilsluttede sig protesterne mod udlændingeloven, konkluderer Kirkeministeriet.
Biskop i Århus Stift Kjeld Holm gjorde intet forkert, da han før jul tilsluttede sig det såkaldte præsteinitiativ, der protesterer mod regeringens udlændingepolitik. Ej heller er der noget at udsætte på biskoppens juleprædiken i Århus Domkirke.
Det har Kirkeministeriet afgjort, efter to andre biskopper har behandlet tre klager over Kjeld Holms juleprædiken og hans tilslutning til præsteinitiativet.
De to biskopper, Karsten Nissen fra Viborg og Niels Henrik Arendt fra Haderslev, vurderer:
at Kjeld Holm var berettiget til at tilslutte sig præsteinitiativet
at Kjeld Holm ikke har tilsidesat folkekirkens bekendelse
at der ikke er andre tjenstlige forhold.