KL presser Norddjurs
Norddjurs Kommune dropper at hæve skatten efter pres fra Kommunernes Landsforening. Norddjurs udskyder skattestigningen med et år
Efter pres fra KL har Norddjurs' borgmester Jan Petersen (S) besluttet at droppe en skattestigning på de planlagte 1,3 procentpoint.
I stedet venter kommunen et år med at hæve skatten.
- Borgmesteren har ført samtaler med KL, som har presset os til at opgive vores planer, forklarer Jytte Schmidt, SF's gruppeformand til nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Trods afslag fra Indenrigsministeriet afslørede Norddjurs, Tårnby og Struer Kommune i sidste måned, at de ville hæve skatten alligevel, det viste en rundringning fra Ritzau.
En skattestigning på 1,3 procentpoint skulle redde Norddjurs' skrantende økonomi i 2011.
I en pressemeddelelse oplyser Jytte Schmidt (SF), at selvom en skatteforhøjelse er nødvendig for at skabe balance i økonomien, så risikerer kommunen at stille Norddjurs' borgere dårligere ved at trodse skatterammen.
Det skyldes ifølge SF'eren regeringens trusler om sanktioner, hvis kommunen gennemfører en skatteforhøjelse.