Rebekka laver kjoler til dødfødte børn: - Det bliver aldrig for meget

MindMyAngel laver gamle brudekjoler om til begravelsestøj til dødfødte børn. Englebørn. Det kan lyde mærkeligt, men det er vigtigt for de efterladte

02:31

VIDEO: Rebekka Hoy Biegel har selv mistet et barn. Nu laver hun tøj til dødfødte.

Kjolerne findes kun i tre størrelser, men de skal også bruges af mennesker, der som regel er nogenlunde lige store. Og lige gamle.

MindMyAngel laver tøj til de dødfødte børn. Til englebørnene.

Læs også Landsforeningen Spædbarnsdød: Pårørende kan hjælpe forældrene

- Når de dør, og man som forældre jo desværre skal lægge dem ned i kisten og lukke for det her låg, at man så ikke bagefter som forælder sidder og tænker ”gid jeg havde tænkt på at mit barn kunne være svøbt i noget andet end den stofble, som vi fik på sygehuset”, siger kvinden bag MindMyAngel, Rebekka Høy Biegel, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det kan bare ikke blive for meget. Det kan kun blive for lidt, næsten.

Rebekka Høy Biegel, MindMyAngel

MindMyAngel ligger i Risskov, og det er drevet af frivillige kræfter. De syer tøjet af brudekjoler fra kvinder, der selv har oplevet at miste et barn og derfor haft døden helt tæt inde på livet.

- Alt er frivilligt. Der er ingen økonomi blandet ind i. Folk skriver til mig, at de for eksempel har en brudekjole. Og så er der folk, der har skrevet, at de kan sy og gerne vil være med i det her projekt, siger Rebekka Høy Biegel.

Rebekka Høy Biegel får doneret brudekjoler, som hun laver om til englekjoler.

Astrid Frederiksen mistede Sigfred, før han kom til verden. Hun oplevede, at jordemoderen opfordrede hende til at dyrke sorgen over sit tab. Faktisk anbefalede sygehuset, at hun tog sit døde barn med hjem.

- Jeg syntes, at det var så mærkeligt. Virkelig absurd. Men på den anden side kunne jeg bare se, da vi var her, at det var det eneste rigtige at gøre. For jeg kunne mærke på børnene, at de forstod det, siger Astrid Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Du kan læse mere om Astrid Frederiksens oplevelse her.

Kjolerne kommer i tre størrelser, alle sammen noget mindre end de donerede kjoler. Derfor skal der syes og klippes en del.

Det er ikke for meget

Der er mange måder at bearbejde sorg. Ifølge Landsforeningen Spædbarnsdød er det vigtigt at få sorgen bearbejdet, men mange ved ikke, hvordan de skal gøre, eller hvad der er normalt. 

- Det er vigtigt, når man har mistet sit spædbarn, at få viden om sorg og sorgreaktioner, men også at møde andre mennesker, der har stået eller står i samme situation, siger Camilla Drake, der er terapeutisk rådgiver for Landsforeningen Spædbarnsdød.

Læs også Webdok: Astrid fødte et englebarn

Selvom det kan virke mærkeligt for de af os, der heldigvis aldrig har oplevet at miste et barn, så er der altså en grund til, at man dyrker sorgen og det barn, man aldrig fik lov at vise verden. Og det indebærer altså ofte en kjole til begravelsen.

- Det kan ikke blive for meget. Hvis du skal koge alle de oplevelser, alt det kærlighed… Hele essensen af hele det liv, du skulle have med dit barn, ned til dagene fra du føder, til barnet skal begraves… Så kan det bare ikke blive for meget. Det kan kun blive for lidt, næsten, siger Rebekka Høy Biegel fra MindMyAngel.