Kjær savner spilletid

AGF's Jeppe Kjær vil tage sin situation op til overvejelse, når sæsonen er slut

Foto: AGF

Angriberen Jeppe Kjær har ikke ligefrem vadet i spilletid i angrebet hos AGF, hvor han har stået langt bagude i køen efter Vatsadze, Skhirtladze og Lange.

Det er ikke noget, der behager den tidligere Køge- og Roskilde-angriber, men han vil ikke tage stilling til fremtiden, før sæsonen er slut.

- Jeg evaluerer, når sæsonen er slut, og så må vi se på det. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at jeg ikke har fået så meget spilletid. Nu må vi se. Jeg har stadig et år tilbage af min kontrakt, og det er det, jeg forholder mig til lige nu, siger han til AGFFAN.dk.

Han fortæller, at han er glad for at være i klubben, men at situationen ikke er optimal.

- Jeg har været lidt ramt af skader, så det har været op ad bakke. Det er klart, det ikke er optimalt, som det er lige nu, men jeg har heller ikke lyst til bare at give op. Jeg vil gerne kæmpe for min chance. Det er en fantastisk klub at være i, og det ville være for nemt bare at gå, men nu evaluerer jeg efter sæsonen, siger han.

Se: AGF siger farvel til syv spillere

AGF mangler to kampe i sæsonen. Det er på lørdag på udebane mod Lyngby og senere på hjemmebane mod AB.

Oprykningen til Superligaen er allerede en realitet for 'De Hvi'e'.