Kirsten er 91 år gammel og styrkvinde ved afstemningen
Mød en af Østjyllands garvede vælgere og valgtilfordnede
Første gang Kirsten Sandemand kunne stemme ved et folketingsvalg var i 1950. Dengang var hun 26 år gammel.
Stemmeret fik hun, da hun blev 23 år - for sådan var det før 1953.
I dag - 65 år senere - nøjes den aarhusianske kvinde ikke kun med at sætte sit kryds. Hun er valgtilforordnet og stod derfor tidligt op denne torsdag morgen for at komme frem til valgstedet på Samsøgades Skole i Aarhus
Folkeafstemning ringet ind på Silkeborgs største valgsted
Her skulle hun sammen med de andre frivillige hjælpe med, at afstemningen om retsforholdet forløb planmæssigt.
- Det er dejligt at være med til. Det er altid en festlig dag, siger hun, da TV 2 | ØSTJYLLANDs reporter møde hende på skolen.
Kirsten Sandemand har i år fået 23-årige Lone Hellerøe ved sin side ved valgbordet, hvor de sammen sørger for at tælle og uddele valgkort.
Papir i stedet for it
Selvom hun er en garvet kvinde inden for sit felt, så tror hun godt, at hun kan lære noget af sin yngre kollega - og det samme mener Lone Hellerø:
- Kirsten har jo styr på det, må man sige, siger Lone Hellerøe.
Ved hvert kommunal-, regions- og folketingsvalg siden 1993 har Kirsten Sandemand været med. Hun er glad for, at valgene på trods af den stigende digitalisering stadig foregår på papir.
- Jeg gruer for den dag, det foregår på computer, siger Kirsten Sandemand.
Du kan møde den 91-årige kvinde i videoen øverst i artiklen, hvor hun blandt andet fortæller om første gang, hun skulle sætte sit kryds.