Kirker lukkes for vinteren
Store besparelser på varmeregningen
I Syddjurs Provsti overvejer provst og menighedsråd at lukke en del af de 36 kirker i vintersæsonen. Det drejer sig især om Middelalderkirker, der er dyre at varme op, skriver Kristeligt Dagblad.
To af dem var lukket tre måneder sidste vinter. Besparelsen er 10.000 kroner ved at lukke en kirke i tre måneder. Sammen med menighedsrådene er provst Søren Peter Hansen ved at planlægge endnu en vinterlukning.
- Vi bliver jo efterhånden meget klogere på, hvad det koster at drive kirkerne. Siden 2008 har vi kørt et større energi- og miljøprojekt, og der kan vi se, hvad hver eneste dag i hver kirke koster, siger han til Kristeligt Dagblad.
- En stor del af vores provsti bliver om sommeren meget større rent befolkningsmæssigt med mange forskellige turistattraktioner. Derfor vil det mest være aktuelt at spare på kirkerne om vinteren for at bruge pengene om sommeren. Men derfor er der alligevel kirker i provstiet, som man sagtens kan sommerlukke, siger Søren Peter Hansen.