Kirke-tyve fik kolde fødder
Sølvtøj og gammelt dåbsfad leveret tilbage
En række stjålne effekter fra Søvind Kirke ved Horsens er nu tilbage på deres rette plads.
Tidligere på ugen brød ukendte gerningsmænd ind i den lille landsbykirke, efter at de havde stjålet nøglerne til kirken i graverboligen.
Derefter lykkedes det dem at stjæle et næsten 500 år gammelt dåbsfad, 55 forgyldte bægere samt forskellige kander og lysestager. Mange af genstandene var låst inde i et pengeskab.
I denne weekend kom genstandene dog tilbage i kirken. En ukendt person havde lagt dem i en plastpose og stillet posen nær byens grillbar.
Se: Tyve tømte kirke for værdier
En lokal beboer opdagede posen og kontaktede politiet.
- Jeg blev meget glad, da politiet kom kørende med de stjålne genstande. Det betyder uendeligt meget, at de nu er tilbage. Der har nærmest været sorg i byen siden tyveriet, siger sognepræst Elsebeth Bank til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Folk føler, at tingene tilkommer samfundet, og mange er selv blevet døbt i dåbsfadet. Det er et angreb på vores allesammens historie.
Flere af de stjålne genstande har allerede været i brug under dagens gudstjeneste i Søvind Kirke.
Elsebeth Bank må dog fortsat undvære en vinkande. Det var den eneste af de stjålne effekter, der ikke blev afleveret tilbage.