Kirke til leje

Ingen har ville betale fem millioner kroner for den apostolske kirke i Nørre Allé i Århus, så nu bliver den udbudt til leje.

Som TV 2 | ØSTJYLLAND flere gange har fortalt, har den markante bygning i det centrale Århus været til salg siden midten af maj. Mange har været forbi for at kigge, men ingen har kunne betale de fem millioner kroner, som sælgerne har sat som mindstepris.

- Flere har udtrykt interesse for at leje kirken, så nu tilbyder vi netop den mulighed. Kirken er dog stadigvæk til salg, siger erhvervsrådgiver hos EDC Jacob Futterup Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Skulle man have lyst til at leje sig ind i den nu tidligere frimenighedskirke koster det 40.000 kroner plus moms pr. måned.