Kirke generet af vindmøller

Ødelægger de smukke omgivelser

Ousted Kirke ligger i naturskønne omgivelser nær Ejer Bavnehøj. Foto: Google Maps

Horsens Kommunes plan om at tillade vindmøller i den nordlige del af kommunen kan skæmme en af Danmarks højst-beliggende kirker. Det fortæller DR Østjylland.

Menighedsrådet ved Ousted Kirke mellem Horsens og Skanderborg har protesteret over mølleplanen, fordi vindmøller ved Borupgård kan genere kirken.

Det er den kongelige bygningsinspektør Niels Vium enig i, og derfor mener han, der er brug for grundigere undersøgelser, før der kan gives tilladelse til vindmøller ved kirken.

- Det er Danmarks højst beliggende kirke og en smuk middelalderkirke, siger han.

Området er specielt

Horsens Kommunes teknik- og miljøudvalg skal tirsdag eftermiddag vedtage kommunens vindmølleplan.

Et område ved Elling er fjernet, men Niels Vium mener, at området omkring Ousted Kirke er specielt.

Årsagen er, kirken ligger så højt, at møllerne vil genere, selv om de kommer til at ligge over to kilometer væk.

Teknik og miljøudvalgsformand Hans Bang-Hansen (V) fra Horsens Kommunen mener dog ikke, at møllerne vil være et problem for kirken.

Der har været over 300 indsigelser mod vindmølleplanen i Horsens.

Kirken står dog lidt stærkere, fordi den har mulighed for nedlægge veto mod vindmøllerne, hvis de generer for meget.