Kirke-bygning vedtaget
Hård kritik af nybyggeri ved middelalderkirke
Menighedsrådet ved Sct. Mortens Kirke i Randers vaklede ikke, da medlemmerne skulle tage stilling til en omstridt tilbygning.
På et møde torsdag aften besluttede et stort flertal af rådets medlemmer at godkende planerne om at bygge et nyt sakristi, som skal bruges til blandt andet konfirmationsforberedelse og opbevaring.
I alt ti af menighedsrådets medlemmer stemte for byggeriet til i alt 10,6 mio. kr. To medlemmer stemte imod, én stemte hverken for eller imod og en enkelt var fraværende.
Dermed står det nu fast, at byggeriet bliver gennemført, såfremt der kan findes penge til at finansiere det.
Selv om beslutningen om at bygge det nye sakristi blev taget for seks år siden, er debatten om bygningens udformning nu blusset op igen. Kritikere mener blandt andet, at den moderne bygning ikke harmonerer med resten af den mere end 500 år gamle middelalderkirke.
På menighedsrådets møde torsdag aften skulle medlemmerne således tage stilling til i alt fire forskellige forslag. Det endte dog med at være forslaget fra 2008, der vandt.
Det oplyser afgående menighedsrådsformand Allan Berg Nielsen, der selv er tilhænger af byggeriet.
- Selvfølgelig kan der bygges nyt ved siden af en gammel bygning. Vi bygger ikke historiske huse i vores dage. Arkitektonisk kommer bygningen til at fremstå som sig egen, og i øvrigt har Nationalmuseet godkendt planerne, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Pengene til at opføre det nye sakristi skal findes indenfor folkekirkens egne rammer. Det har indtil videre ikke været muligt at få støtte fra fonde.