Kiosker køber sikkerhedsudstyr i stor stil
Der sker langt færre indbrud i de østjyske kiosker. Det skyldes blandt andet, at kioskejere investerer langt flere penge i det helt tunge sikkerhedsudstyr.
I Solbjerg uden for Århus har Dennis Bonde for eksempel indkøbt både kameraer, stålgitre og røgkanoner.
- Vi opgraderer hele tiden, så kiosken nu nærmest minder om et lille fort. Men det er tilsyneladende nødvendigt i denne branche, siger Dennis Bonde i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
12 indbrud har fået Dennis Bonde til at investere i langt mere sikkerhedsudstyr end den simple alarm. Derfor har han installeret 10 kameraer, 2 røg kanoner, panserglas og tids lås på pengeskabet. Han har nu investeret mere end 100.000 kr. i sikkerhedsudstyr.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud mod kiosker i Østjylland er faldet fra 123 til 79 de seneste to år.
Dennis Bonde er kun en blandt mange der investerer i sikkerhed. Hos landets største sikkerhedsvirksomhed G4S har man fordoblet salget af sikkerhedsudstyr til mindre erhvervsdrivende siden 2005.
Se mere klokken 19:30 i TV 2 ØSTJYLLAND.