Kiosk udsat for røveri
En maskeret mand begik søndag aften røveri mod en kiosk på Langenæs i Århus.
23. jan 2006, kl. 12:32
Mere end 30 dage gammel
Langenæs Kiosken på Nordborggade i Århus blev søndag aften udsat for røveri, da en maskeret mand kom ind og truede sig til godt 8.000 kroner, nogle skrabe-lodder og en telefon.
Røveren truede ifølge politiet med, at han havde en pistol i lommen. Da han havde fået udbyttet, løb han fra kiosken.
Nogle minutter senere lykkedes det for politiet at anholde røveren ved baneterrænnet i nærheden. Han havde hele udbyttet og en hobbykniv på sig, og han tilstod med det samme.
Røveren, der er en 26-årig mand med udenlandsk baggrund, vil mandag blive krævet fængslet ved et grundlovsforhør.