Kinesisk kunst: Kontroversielle Ai Weiwei kommer til Aros

Museet har håndplukket 24 kinesiske samtidskunstnere til en særudstilling

Når Aros på torsdag præsenterer den kommende særudstilling A New Dynasty - Created in China, så får museet besøg af den meget omtalte kinesiske kunstner Ai Weiwei.

Ai Weiwei er en af 24 kinesiske samtidskunstnere, som museet har håndplukket til særudstillingen, og herhjemme er han nok mest kendt for den ballade, han skabte omkring Lego, da legetøjskoncernen ikke ville sælge legoklodser til ham. Lego ønskede ikke, at klodserne skulle indgå i politiske projekter.

Til særudstillingen A New Dynasty - Created in China har ARoS håndplukket 24 kinesiske samtidskunstnere, som viser en broget buket af maleri, installationskunst, video, skulptur og fotografi.

Udstillingen bryder med Vestens klichéprægede opfattelse af Kina som en Made in China-kultur ved at præsentere de deltagerende kinesiske kunstneres syn på Kina. Det er store temaer som kinesernes nationalfølelse og ytringsfrihed, der løber som understrømme gennem de spektakulære kunstværker.

A New Dynasty - Created in China vises i perioden 21. november 2015 til 22. maj 2016 i særudstillingsgallerierne på niveau 1 og niveau 6.