Kinesere vil købe økomælk

Arla kan komme til at levere 70 millioner liter

Den danske mejerigigant Arla med hovedsæde i Aarhus satser nu på at opbygge en stor eksport af økologiske mejerivarer til Kina, skriver Jyllands-Posten.

40 danske økologer, der alle er andelshavere i Arla, har den seneste måned haft besøg af de kinesiske økologimyndigheder, som skal certificere hver enkelt landbrugsbedrift, der herefter bliver godkendt Kina-leverandør.

De 40 bedrifter kan potentielt levere op til 70 millioner liter mælk til Kina årligt.

- Økologi er i vækst i Kina. En række skandaler, der har involveret lokale fødevarer, har fået især de velhavende forbrugere i storbyerne til at interessere sig for fødevaresikkerhed og kvalitet, fortæller koncerndirektør i Arla, Tim Ørting Jørgensen, til Jyllands-Posten.

- Mange kinesiske forældre vil betale en høj pris for sikre fødevarer til deres børn. I den sammenhæng står økologiske mejerivarer fra vesten som det ypperste produkt, siger han. En liter langtidsholdbar konventionel mælk fra Vesten sælges for 18-25 kroner i Kina, og økologisk mælk vil blive noget dyrere.

Arla begynder at afskibe langtidsholdbar økologisk mælk fra Danmark til Kina i foråret 2013, skriver avisen. I første omgang vil mælken formentlig blive forarbejdet i Danmark, men på lidt længere sigt vil produktionen foregå på et af Arlas store mejerier i Nordtyskland.