Kina til Randers

Randers Kommune besluttede før sommer at indgå en såkaldt partnerskabsaftale med Changzhou Kommune i Kina.

Nu begynder kineserne så at strømme til. Tirsdag den 14. september og onsdag den 15. september ankommer en delegation fra Changzhou.

- Besøget bliver det officielle startskud på partnerskabet med Changzhou. Jeg håber meget, at vi i løbet af besøget får lagt et godt fundament for det videre samarbejde. Der er ingen tvivl om, at kineserne er meget entusiastiske, siger erhvervs og udviklingschef Kim Kofod Hansen fra Randers Kommune i en pressemeddelelse..

Delegationen er blandt andet interesseret i at se, hvordan politiet og brandvæsenet fungerer i Danmark. Det bliver derfor til et besøg hos både politi og Falck, hvor der bliver mulighed for at køre i en brandbil.

Der bliver også tid til et besøg på uddannelsesinstitutionen VIA University College, der allerede har et tæt samarbejde med Changzhou. For omkring tre år siden begyndte det daværende Jydsk Pædagogseminarium, at sende studerende til Kina, og lige nu er otte studerende fra Randers i praktik i en kinesisk børnehave.

Endelig skal kineserne besøge Randers Regnskov, hvor direktør Henrik Herold vil fortælle om Planet Randers - verdens største zoo.

Det kinesiske besøg falder sammen med det royale besøg i Randers. De traditionelt meget royalt interesserede kinesere får derfor også lejlighed til at se kongeskibet Dannebrog.