Kim Andersen opfordret til at gå efter borgmesterposten
Tidligere folketingsmedlem for Venstre, Kim Andersen, er i spil som partiets borgmesterkandidat i Skanderborg
Venstre i Skanderborg skal snart i gang med at finde deres modkandidat til kommunens nuværende borgmester i form af Socialdemokraternes Jørgen Gaarde. En der nu bringes i spil til at løse opgaven med at vælte ham af pinden, er den rutinerede Kim Andersen.
Han har mange års erfaring i Folketinget og lokalpolitik bag sig, men blev ved seneste folketingsvalg lige akkurat ikke valgt ind. Nu kan han så muligvis gøre comeback ved kommunalvalget om to år.
- Jeg kan bekræfte, at jeg er blevet kontaktet og opfordret til at stille op som borgmesterkandidat. Men ellers har jeg ingen kommentarer, siger Kim Andersen til tv2oj.dk.
Venstres kommuneforening i Skanderborg påpeger, at det ikke er bestyrelsen her, der har opfordret Kim Andersen til at melde sig som borgmesterkandidat.
Vil ikke pege på nogen frem for andre
- Men der er jo intet til hinder for, at et venstre-medlem gør det, forklarer bestyrelsesformanden Jens Erik Sørensen.
Formanden fortæller desuden, at det lige nu stadig er en åben proces, hvor kommuneforeningen opfordrer alle til at stille op, hvis de har lyst. Endnu har ingen meldt sig officielt ind i kampen.
- I den proces har Kim de samme muligheder som alle andre. Vi vil ikke pege på nogen frem for andre. Medlemmerne skal selv have lov til at beslutte sig, siger Jens Erik Sørensen.
I januar vil bestyrelsen indhente tilbagemeldinger fra medlemmerne, og ved lokalforeningernes generalforsamlinger vil de interesserede kandidater så præsentere deres tanker. I marts vil der så være valg mellem de opstillede til kommuneforeningens generalforsamling.
I øjeblikket er Kim Andersen formand for Folketingets Sydslesvigudvalg.