To kilometer skovvej belagt med glasskår, asbest og kabelrester

Efter et tip fra en borger fandt kommune ud af, at nyanlagte skovveje var fulde af miljøfarligt affald

02:14

Skanderborg Kommune har fået lavet prøver af materiale ved Anebjerg Skov efter et tip fra en borger. Prøverne viste, at skovvejenes belægning var fulde af miljøfarligt affalt.

I den ellers nyanlagt Anebjerg Skov ved Skanderborg er man gået i gang med at fjerne belægningen på skovens veje og stier igen.

Der er nemlig fundet asbestholdig plastik, kabelledninger og glasskår på de veje og stier, der løber gennem skoven.

Kabelisolering, to stykker plastik og noget af et spejl er nogle af de ting, der er dukket op på stier og veje i den nyanlagte Anebjerg Skov.

Skoven skal ellers være med til at beskytte grundvandet i området.

- Man skal ikke gå hen til stedet, hvor der graves, siger Søren Hald, der er skovridder i Naturstyrelsen, Søhøjlandet.

To kilometer skovvej

Det er cirka to kilometer skovvej, der er anlagt med materiale, der har vist sig ikke at være rent nok.

- I værste fald kan den asbest, der er i det her materiale, sprede sig til omgivelserne. Det er sundhedsskadeligt, siger Bjarke Nielsen, der er biolog i Skanderborg Kommune.

 I værste fald kan den asbest, der er i det her materiale, sprede sig til omgivelserne.

Bjarke Nielsen, biolog, Skanderborg Kommune

Det er Skanderborg Kommune, der har fået lavet prøver af materiale ved Anebjerg Skov efter et tip fra en borger.

- Vi kunne konstatere, at det er helt usorteret. Senere finder vi ud af, at der er asbest i. Det er ikke lovligt, siger Bjarke Nielsen.

Arbejdet med at fjerne den miljøfarlige belægning kommer til at tage to uger.

Underleverandør får skylden

Det kommer til at tage to uger at rense skovvejen. Borgerne i Skanderborg kommer dog ikke til at betale for arbejdet.

Det er entreprenøren, der skal grave materialerne op og efterfølgende levere en vare i den kvalitet, som det egentlig var aftalt.

Læs også Paddemand jubler: Ny skov glæder min sorte sjæl

Entreprenøren, der har anlagt skovvejene, oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at det er deres underleverandør, der har leveret det forurenede byggemateriale, og at underleverandøren har accepteret at betale regningen for oprydningen.

Øverst kan du se hele indslaget om de to kilometer skovvej, der er belagt med blandt andet kabelrester, asbest og glasskår.