Khader: De får hjælp

Unge tager til Syrien efter besøg i aarhusiansk moské

02:24

1 af 2

Flere unge fra Danmark vælger at tage til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen.

Nu viser nye oplysninger fra Østjyllands Politi og Aarhus Kommune, at en stor del af de aarhusianere, der rejser til Syrien, alle har haft sin gang i moskéen på Grimhøjvej i det vestlige Aarhus, skriver Jyllands-Posten i dag.

Se: Er base for Syrien-krigere

Ud af 27 personer, der har rejst til Syrien, har 22 af dem besøgt den omtalte moské.

Syrien-ekspert Naser Khader fortæller i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND, at han jævnligt modtager henvendelser fra familiemedlemmer og venner til unge danskere, som har planer om at rejse til Syrien.

Pilen peger mod Aarhus

Fælles for størstedelen af henvendelserne fra familier i Jylland er, at de unge har haft tilknytning til moskéen i Aarhus.

- I flere af tilfældene peger pilen mod Grimhøjmoskeen i Aarhus, og det er ikke kun folk, som bor i Aarhus-området, der henvender sig. Det er også folk, der bor andre steder i landet, siger Naser Khader til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Familierne ved ikke, hvad de skal stille op og henvender sig derfor i desperation. Mange har oplevet, at deres søn, bror eller lignende er begyndt at dyrke en ekstrem form for Islam:

- Jeg har fået en henvendelse fra et dansk ægtepar, hvis søn ikke har haft meget med Islam at gøre, som pludselig konverterer til Islam og bliver ekstrem og tager til Syrien efter at have været på besøg i den moské.

Naser Khader er overbevist om, at de unge på den ene eller anden måde får hjælp til at komme til Syrien. Om det sker i moskéen, kan han ikke sige med sikkerhed, men faktum er, at flere de unge, som blandt andet er døde i Syrien, har været i moskéen på Grimhøjvej i Aarhus, fortæller han:

- En 17-årig gymnasieelev køber ikke bare en flybillet til Syrien. Man skal ad nogle omveje. Der er nogle "ambassadører" for de her jihadister, der befinder sig i Danmark - muligvis også i Grimhøjmosken - som hjælper de unge med at komme til Syrien.

Se et tv-indslag om de danske Syrien-kæmpere øverst i artiklen.