Kendt ung mor chikaneres: Dickpics og falske datingprofiler

Luna Munk fra Randers er blandt andet kendt fra programmet 'De Unge Mødre', og hendes kendisstatus betyder, at hun chikaneres på nettet

Luna Munk fra Randers har selv taget det her screenshot af en af de falske datingprofiler. Foto: Privat

Det har været et begivenhedsrigt år for 25-årige Luna Munk fra Randers. Hun er alenemor til tre, og kom første gang i vælten, da hun offentligt stod frem som langtidsammer. Siden er hun blevet en del af det populære tv-program 'De Unge Mødre'. Kendistilværelsen er dog ikke uden konsekvenser.

For efter at den unge randrusianske mor er blevet kendt, er en til tider grov chikane på nettet blevet hverdag.

Læs også Kvinder opkøber og brænder kontroversiel bog om børneputning

- Nogle måneder efter at jeg første gang optrådte i 'De Unge Mødre', begyndte det. Der bliver oprettet falske datingprofiler i mit navn, og cirka et par gange om ugen modtager jeg dickpics fra fremmede mænd, fortæller Luna Munk til TV2 ØSTJYLLAND.

Sammenlagt vil hun skyde på, at der i alt er dumpet over 100 billeder af mænds ædle dele ind i hendes indbakke på Facebook. På selvsamme medie modtager hun dagligt venneanmodninger og diverse beskeder fra totalt fremmede.

05:13

VIDEO: Luna Munk fra Randers stillede sig tidligere på året frem og fortalte, at hun ammer sine tre børn - også den ældste på nu fire år.

Luk video

Vænnet sig til dickpics

De falske datingprofiler går hende på, imens hun efterhånden har vænnet sig til dickpics og lignende på Facebook.

Jeg kan se på en af dem, at der står, jeg har en masse mærkelige seksuelle lyster, og folk tror jo, det er mig.

Luna Munk, Randers

- Det er mega grænseoverskridende med de der profiler, for jeg ved jo ikke, hvordan de udstiller mig. Jeg kan se på en af dem, at der står, jeg har en masse mærkelige seksuelle lyster, og folk tror jo, det er mig, siger hun og fortsætter:

- I starten var det også grænseoverskridende med billederne, men nu ignorerer jeg dem bare. Og så blokerer jeg profilen.

Det var bekendte, der tippede hende om datingprofilerne, som Luna Munk selv har gjort en indsats for at få lukket.

Alle Lunas tre børn bliver ammet. Det har hun fortalt om på alverdens medier og i tv-programmet 'De Unge Mødre'.

Ingen undskyldning

- Jeg skrev til en af profilerne på Dating.dk, og kort efter blev den så slettet. På Scor.dk skal jeg betale for at kunne skrive til den falske profil, men jeg har kontaktet folkene bag siden, dog uden at få svar.

Nogle vil mene, at det bare er et vilkår som kendt, og at den unge randrusianer selv har bedt om det. Den betragtning er hun dog ikke enig i.

Læs også Luna ammer sin treårige søn: - Jeg er blevet kaldt pædofil, klam og ulækker

- Det er da ingen undskyldning, at bare fordi jeg er med i et tv-program, så må folk godt opføre sig på den måde. Det er da ikke okay, lyder det fra Luna Munk.

Og hun er ikke alene med chikanen. Falske datingprofiler har også været et problem for Anders Stage Laursen, der bor i Aarhus. Det fortalte han om til TV2 ØSTJYLLAND sidste sommer.

Billedet viser et eksempel på, hvordan Anders Laursens billede er blevet udnyttet på dating-appen Tinder.

Skulle selv kontakte Tinder

Hans billeder fra Facebook blev brugt på diverse datings-apps som Tinder og Badoo. I et af tilfældene blev manden bag den falske profil dog afsløret.

- Det går mig ikke så meget på i starten, fordi han bruger et andet navn, selvom det da er røvirriterende. Men så eskalerer det så, da en af mine veninder fra gymnasiet sender mig et billede fra Tinder, hvor personen har brugt mit rigtige efternavn og derefter har skrevet til min veninde, at hende gad han godt at knalde, sagde Anders Laursen i august 2017 til TV2 ØSTJYLLAND.   

Personen har brugt mit rigtige efternavn og har skrevet til min veninde, at hende gad han godt at knalde.

Anders Stage Laursen, Aarhus

Efterfølgende fik han flere og flere henvendelser fra andre, der havde set ham på forskellige datingapps.

Han kontaktede dengang politiet, men de gav ham beskeden, at han selv måtte kontakte Tinder, så sagen blev aldrig anmeldt.

02:54

VIDEO: Identitetstyvene sendte billeder af deres kønsdele og skrev perverse beskeder til piger, imens de udgav sig for at være Anders Laursen.

Luk video

Kan selv gøre noget

Hos Rigspolitiet sagde Niels Dennis Sørensen dengang, at det er svært at gøre noget ved identitetstyveri, hvis tyven ikke gør noget decideret ulovligt.

Læs også Tilde Olesen blev truet med hævnporno

- Det bliver strafbart, hvis man prøver at bedrage andre økonomisk. Det er et gråzone-område, hvis man udgiver sig for at være en anden gennem Facebook, lød det fra ham.

- Man skal gøre sig selv meget klart, at man er meget eksponeret på internettet i dag, og der er en risiko for, at man får misbrugt ens navn og oplysninger, sagde Niels Dennis Sørensen.

02:11

VIDEO: Identitetstyveri er en stigende tendens, men man kan selv gøre meget for at forhindre det, lyder det her fra vicepolitiinspektør Lennart Rosenberg Glerup hos Østjyllands Politi.

Luk video

Politikere vil skærpe loven

Sager som dem Luna Munk og Anders Stage Laursen har oplevet, har dog tidligere fået politikere på banen med krav om strengere straffe for identitetstyveri.

Vi skal altså have lovgivningen gået efter i sømmene og sikre, at den modsvarer det samfund, vi har i dag.

Trine Bramsen (S), retsordfører

- Vi skal altså have lovgivningen gået efter i sømmene og sikre, at den modsvarer det samfund, vi har i dag. Identitetstyveri er noget andet end da vi bare havde papir og kuglepind, sagde Trine Bramsen (S), retsordfører, i august sidste år.

- Problemet er, at vi opererer med en straffelov fra 1933. Den tager højde for personer, der er blevet snydt økonomisk ved brug af falsk identitet. Men alle de andre situationer, som kan være vældig belastende for den enkelte, omhandler den ikke. Det virker meget stødende overfor almindelige mennesker, supplerede Preben Bang Henriksen, retsordfører for Venstre.

Læs også Strengere lovgivning ved identitetstyveri på sociale medier