Kendt restaurant politianmeldt: Gammelt snavs og fastgroet fedt

Restaurant Margueritten i det centrale Aarhus har efter sigende så store problemer med rengøringen, at stedet nu er meldt til politiet

Restaurant Margueritten ligger i Bernhardt Jensens Stræde, en gyde mellem Guldsmedgade og Badstuegade i det centrale Aarhus. Foto: Google Street View

Sort skidt, mug og skimmel samt fastgroet snavs og fedt. Med blandt andre disse ord beskriver Fødevarestyrelsen tilstanden i køkkenet hos Restaurant Margueritten. Nu er stedet meldt til politiet.

Låger på køleenheder er indvendigt og udvendigt snavset med fastgroet fedt og skidt.

Fødevarestyrelsen

- I køkkenet er klinkefuger og køleskabsben ikke renholdt tilstrækkeligt, her ses produktrester, og endvidere er der fastgroet sorte belægninger, som vurderes af ældre dato, skriver Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten fra et besøg den 22. november.

- Låger på køleenheder er indvendigt og udvendigt snavset med fastgroet fedt og skidt, står der videre.

Også en fuge i kølerummet var ifølge Fødevarestyrelsen belagt med sort skidt, som lignede skimmellignende vækst.

Restaurant Margueritten ligger i Bernhardt Jensens Stræde, en gyde mellem Guldsmedgade og Badstuegade. Stedet beskriver sig selv som en frokost- og  aftenrestaurant med mad fra det italienske og danske køkken. Foto: Google Maps

Haft besøg før

Den 10. oktober havde restauranten også besøg af styrelsen, hvor mange af de samme fejl og mangler blev påpeget. Rengøringen var også her generelt mangelfuld. Dengang fik ejeren en bøde på 7500 kroner, som så nu er blevet indskærpet til en politianmeldelse.

Restaurant Margueritten får også kritik for manglende vedligeholdelse. I oktober fik stedet besked på blandt andet at skifte lister i køleenheder, men det var ikke sket ved genbesøget lidt over en måned senere.

Læs også Et af byens ældste pizzeriaer får sur smiley for fedt på væggene

Indehaveren påstår at disse er bestilt, og helt overordnet føler han sig chikaneret af Fødevarestyrelsen.

- Det sorte, som de mener er mug i kølerummet, er ikke skimmel men fugen, som er blevet mørk. Gulvene er gamle og ser beskidte ud, men er de ikke, siger ejeren af Restaurant Margueritten, Fane Duduianu, til TV2 ØSTJYLLAND.

Håndværkere og sygdom

- Jeg har drevet restaurant i 25 år og synes ikke, at de (Fødevarestyrelsen, red.) kan være det bekendt, fortsætter han.

Fane Duduianu mener ikke, at kunderne har noget at frygte, når de spiser hos ham. Hver søndag bliver der ifølge ham gjort hovedrent, og løbende sørger han for at holde låger og lignende rene.

Jeg har drevet restaurant i 25 år og synes ikke, at de (Fødevarestyrelsen, red.) kan være det bekendt.

Fane Duduianu

- Dem, der kender mig, ved, at der er styr på tingene, slår ejeren fast.

Tidligere har han dog over for Fødevarestyrelsen erkendt, at håndværkerbesøg på uheldige tidspunkter og sygdom kan have resulteret i manglende rengøring.

Nu kan han så afvente, hvordan politiet reagerer på styrelsens anmeldelse af restauranten.

02:01

VIDEO: I september besøgte TV2 ØSTJYLLAND tre af de østjyske steder, som på daværende tidspunkt stod på Fødevarestyrelsens liste over brodne kar i branchen. Se hvad de sagde til de sure smileys her.

Luk video