Kendt østjysk herregård tæt på at være solgt
Helstedgård i Randers kan meget snart være på nye hænder, efter at sælgeren har accepteret et bud fra en mulig køber
Der er netop underskrevet en købsaftale mellem sælgeren af den ikoniske herregård Helstedgård i Randers og en mulig køber.
Det bekræfter ejendomsmægleren Peder Jacobsen fra Home Randers over for TV2 ØSTJYLLAND.
- Købsaftalen er dog betinget af, at køberen får tilladelse af Randers Kommune til det, som personen ønsker at bruge ejendommen og grunden til, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Først i løbet af februar forventes det, at kommunen kommer med enten en tilladelse eller et afslag til planerne. Hvad køberen ønsker at bruge Helstedgård til, må ejendomsmægleren ikke afsløre på grund af sin tavshedspligt.
Læs også
- Men jeg kan sige, at der faktisk har været underskrevet en købsaftale før. Der ønskede køberen dog at rive Helstedgård ned, og det blev ikke accepteret af kommunen, siger Peder Jacobsen.
Generelt har der ifølge ham været enorm interesse for Helstedgård – både fra bare nysgerrige randrusianere og seriøse mulige købere.
- Nogen falder så fra, fordi det bliver dyrt for dem i forhold til, hvad de får lov til. Det vigtigste i den her sag har hele været, hvad kommunen ville gå med til, forklarer ejendomsmægleren.
Personligt håber han på, at ejendommen bliver restaureret og bibeholdt.
- Det kunne være et kæmpe plus for byen og området i Helsted. Helstedgård er en del af kulturen, og den har en hel særlig historie. Min opgave har dog hele tiden jo været at få den bedste pris til sælgeren.
Helstedgård var i første omgang sat til salg til knap fire mio. kr., inden prisen blev reduceret med 500.000 kr. Hvad buddet, der nu er blevet accepteret af sælgeren er på, er endnu ukendt.
Har huset tyske flygtninge
I dag står der kun en meget forfalden hovedbygning af Helstedgård tilbage. Men før i tiden boede her en rig hestehandler, herregården har været brugt som flygtningelejr, og så har amerikanere boret efter olie i området.
- Helstedgård rummer en spændende historie, og rigtig mange mennesker har gennem tiderne haft deres gang på herregården. Da den rige hestehandler Christian Rasmussen opførte gården i årene 1917-1919, var det et stort og imponerende byggeri, der dominerede i bybilledet, har Tina Jensen fra Randers Stadsarkiv tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ifølge arkivets oplysninger købte Christian Rasmussen også to bagvedliggende gårde 'Fiskegården' og 'Grønlyst', hvilket øgede hans grund til hele 130 hektar i Helsted.
I 1919 stod så en meget moderne og velfungerende landbrugsejendom bestående af 55 malkekøer, to tyre og 50 ungkreaturer, ligesom også søer, høns og arbejdsheste var en del af det imponerende landbrug.
- Hvor længe Rasmussen ejede gården, er vi ikke sikre på, men under 2. verdenskrig blev gården ombygget og brugt til at huse tyske flygtninge, der kom til Danmark, siger Tina Jensen.
I lokalhistorisk arkiv ligger nemlig tegninger til ombygningen, der konkret viser, hvordan der blev gjort plads i staldbygningerne til de mange flygtninge.
Flygtningene boede dog ikke i mange år på gården, for i begyndelsen af 1950'erne blev Helstedgård hjemsted for et af de mest eksotiske projekter i Danmark på denne tid.
Borede efter salt, olie og helium
Firmaet DAPCO (Danish American Prospecting Co.) undersøgte den jyske undergrund for salt, olie og helium, og det gjorde man med udgangspunkt fra Helstedgård.
- De første boringer blev faktisk foretaget i 1949, og frem til 1957 borede DAPCO i Svejstrup, Tånum, Helsted, Kondrup, Borup, Lime, Skalmstrup og Mellerup. Helstedgård blev så brugt til at opbevare udstyr og være et slags dansk hovedkvarter, siger Tina Jensen.
Helstedgård var altså stadig et eksotisk sted, ligesom da den rige hestehandler Rasmussen huserede på den enorme grund. Men i begyndelsen af 60’erne blev stedet pludselig mere folkeligt.
Specialarbejderskolen Hvidemølleskolen rykkede nemlig ind i de store avlsbygninger på Helstedgård, og frem til 1976 blev både faglærte og ufaglærte uddannet fra skolen i Helsted.
- I foråret 1976 blev længerne til Helstedgård så revet ned, og kun hovedbygningen, som også står der i dag, var tilbage. Frem til i dag har det været privat bolig, forklarer arkivaren.