Kendt guldsmed for retten

Tiltalt for handel med stjålne designermøbler

En kendt guldsmed og ejer af et auktionsfirma i Aarhus er nu tiltalt for omfattende hæleri med stjålne designermøbler. Preben Randløv blev anholdt for et års tid siden og var også varetægtsfængslet i godt en måned.

Han nægter sig skyldig.

I Østjyllands Politi forventer man, at sagen bliver afgjort i retten på den anden side af sommerferien.

Guldsmeden blev sigtet i forbindelse med politiets efterforskning mod en gruppe mænd, der blev sigtet for en stribe organiserede indbrud i villaer.

Flere er dømt i sagen, og heriblandt er den mand, som ifølge Østjyllands Politi leverede varme sager til Randløv.  Anklagen drejer sig om, at han som ejer af auktionsfirmaet E-buy modtog møbler, lamper, computere, musikanlæg og andre genstande til en samlet værdi af ikke under 600.000 kroner - selv om han vidste eller burde have vist, at der var tale om stjålne ting.

I et interview med lokalavisen.dk har han tidligere afvist påstanden.

- Systemet fungerer på sin egen måde, og jeg føler, at jeg skal have en dom for at have været dum, sagde han.  Desuden sagde Randløv, at han overvejede at stoppe med at sælge designermøbler.

Landet over blev guldsmeden et kendt ansigt, da han for et par år siden blev tiltalt i en anden sag.

Han havde lagt en video fra et brutalt røveri i sin egen butik ud på nettet. Det endte med, at han blev frifundet af landsretten.

I øvrigt har han haft et betroet erhverv, idet han stod for politiets hittegods-auktioner både i Randers og Aarhus.