Kendt advokat støtter fjernvarmeforbrugere

Fraflyttede fjernvarmeforbrugere vil have del i de 600 millioner, som fjernvarmekunder har betalt for meget.

Århus Kommune har gennem de seneste fire år sammenlagt taget knapt 600 millioner kroner for meget for fjernvarmen. De penge skal tilbage til forbrugerne, men kommunen vil kun lade pengene følge adressen. Dermed går personer, der er flyttet fra byen inden for de seneste fire år glip af deres del af pengene.

Ifølge JP Århus drejer det sig om cirka 25.000 fjernvarmeforbrugere, der er flyttet inden for de seneste fire år, og de har til sammen omkring 100 millioner kroner til gode.

De fraflyttede forbrugere er nu begyndt at finde sammen i en forening og advokat Poul Gudberg mener, de har en god sag.

Poul Gudberg blev landskendt på at føre massesøgsmål for husejere med eternittage som smuldrede og for forbrugere, som blev syge af den giftige træbeskyttelse, Rentolin.