Kender du denne voldsmand?

Kvinde slået ned, da hun ville hæve penge i en automat. Politiet efterlyser nu voldsmanden med billede.

Østjyllands Politi efterlyser en gerningsmand til et voldeligt overfald mod to kvinder. Overfaldet skete lørdag den 8. maj i år kl. 03.05 på Telefontorvet i det centrale Århus.

To kvinder fra Århus på henholdsvis 21 og 22 år skulle hæve penge fra en hæveautomat ved Telefontorvet. Mens kvinderne var ved at hæve penge fra automaten, ankom to mænd til stedet og stillede sig tæt op bag kvinderne. Den ene af mændene havde en aggressiv fremtoning overfor kvinderne, og kvinderne bad derfor mændene om at gå væk.

Det fik gerningsmanden på billederne til pludselig at slå den ene kvinde i ansigtet med et knytnæveslag. Slaget ramte ved det højre øje så kvinden fik hævelser.

Kort efter knuste han en flaske mod en metalpæl, hvorefter han slog den anden kvinde i baghovedet med flasken, så hun fik en bule og hævelser.

Personen, der var sammen med gerningsmanden, forholdt sig passivt og deltog ikke i volden.