Kemikalieudslip hos virksomhed i Aarhus-forstad

Cirka 200 liter syre er lækket hos virksomhed i Egå

01:02

Søndag ved 13-tiden opdagede en medarbejder hos et firma på Gåseagervej i Egå, at der var sket et kemikalieudslip, og han slog derfor alarm til Østjyllands Brandvæsen, som rykkede hurtigt ud til adressen nord for Aarhus.

- Der er sket et udslip af en blanding af svovlsyre og fosforsyre inde hos virksomheden. Vi arbejder derfor på at få det væk, siger Anders Jensen, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen, til tv2oj.dk.

Han fortæller, at det drejer sig om cirka 200 liter, og at der er sket et læk. Men hvorfor det er sket, vides endnu ikke.

Videoen øverst på siden er filmet af Local Eyes.

- Det er ret giftigt sådan noget, og det er et større læk. Det giver en dampsky, som er gifttig, og det skal derfor håndteres af kemikaliedykkere. Det er ikke en hverdagshændelse, siger Anders Jensen.

Læs også Tre mænd forbrændt efter eksplosion med raketbrændstof

Han fortæller, at ingen personer er kommet til skade, og at der ikke er fare for beboerne i de omkringliggende huse.

Udslippet blev opdaget i dag, søndag klokken cirka 13.00, da en ansat mødte ind på arbejde. Indsatsleder Anders Jensen fortæller, at han regner med, at han og kollegaerne har et par timers arbejde tilbage på stedet, før der er ryddet helt op.

Du kan se lidt video fra oprydningsarbejdet på stedet i videoen øverst på siden, der er filmet af Local Eyes.