Keller: Svært ved at spille os igennem
Randers FCs Christian Keller glad for sejr over Hobro
Lørdag vandt Randers FC med 2-1 over Hobro IK i Superligaen.
Det startede ellers ikke godt for randrusianerne, der kom bagud allerede i kampens 3. minut. Men på en scoring af Jonas Borring var der balance i regnskabet ved pausen, og i kampens 85. minut headede Mandla Masango sejren til Randers.
- Vi er sindssygt tilfredse med tre point, men vi kunne godt have ønsket os, at kampen blev spillet på et lidt højere niveau, men vi ved, hvor svært det er, når hold kommer her til Randers, hvor de tit og ofte vil stå lidt længere tilbage på banen. Og i dag havde vi lidt svært ved at spille os igennem, siger Christian Keller, der er anfører i Randers FC.
Han fremhæver også, at sejren og de tre point er vigtige på netop dette tidspunkt efter 11. spillerunde, da det er her, at tv-pengene bliver uddelt.
Sejr sender Randers FC på 2. pladsen
- Vi tager de tre point, og dem er vi glade for. Det kan være, at vi får ekstra brug for dem senere, siger Christian Keller.
Sejren sender Randers FC op på andenpladsen i Superligaen to point efter FC Midtjylland, der møder AGF på søndag.
Næste opgave for Randers FC i Superligaen er den 16. oktober, hvor det er randrusianernes tur til at møde FC Midtjylland.
Du kan se interviewet med Christian Keller i videoen øverst på siden.
Kampens målscorer:
1-1 Jonas Borring, 12. minut
2-1 Mandla Masango, 85. minut