Keller efter FCK-kamp: 3-0 er misvisende
Randers FC tabte 3-0 mod FC København
Onsdag aften tabte Randers FC med 3-0 i den udsatte kamp i Superligaen mod FC København i Parken. Det resultat er misvisende for kampen, mener Randers FCs Christian Keller.
- Jeg syns, at 3-0 var lige i overkanten, og det synes jeg ikke, at de spillede til overhovedet, siger Randers-anføreren til TV 2 | ØSTJYLLAND og tilføjer:
- Jeg synes, det var ret misvisende, men sådan er det nogle gange.
Med nederlaget i København snupper FC København andenpladsen i Superligaen fra netop Randers FC, som henvises til tredjepladsen.
Randers FC blev slagtet i Parken
- Vi er selvfølgelig trætte af, at vi ikke kunne få et bedre resultat med fra København, så vi kunne have holdt vores placering på andenpladsen, men vi er stadig fortrøstningsfulde og glade for den start, vi har fået. Vi har ligesom de andre hold kampe, hvor vi føler, at vi kunne have fået flere point, end dem vi har fået. Men alt i alt er vi okay tilfredse efter de første otte runder, siger Christian Keller.
Randers FC har hentet 13 point efter de første otte runder. Det er to mindre end FC København og fem mindre end duksene fra FC Midtjylland på førstepladsen.
Næste opgave for Christian Keller og Randers FC er på mandag. Her møder kronjyderne klokken 19.00 Esbjerg fB på udebane.
Du kan se interviewet med Christian Keller i videoen øverst på siden.