Kattegatkomité presser ny minister

Den østjyske komité, der arbejder for at få en bro over Kattegat, vil have den nye transportminister til at fremskynde beslutning.

Knap har Danmarks nyudnævnte transportminister Hans Christians Schmidt (V) sat sig til rette på sit nye kontor, inden et brev fra Kattegatkomitéen er landet på hans bord.

Komitéen består af Århus-borgmester Nicolai Wammen (S), Formand for Region Midtjylland Bent Hansen (S), Formand for Kommunekontaktrådet Midtjylland Anders G. Christensen (V) og formand for komitéen, tidligere trafikminister Jens Kampmann.

De vil have ministeren til at fremskynde beslutningen om en Kattegatbro. Beslutningen er programsat til 2013, men komitéen ønsker den gennemført allerede i 2011.

Derfor vil medlemmerne snarest have et møde med Hans Christian Schmidt.

Mandag luftede Nicolai Wammen det samme ønske i medierne, men nu har komitéen altså sendt et officielt brev til ministeren.