Kattegatcentret i sæl-undren
Hos Kattegatcentret har man ikke før set en lignende situation med fund af døde sæler
På en uge er seks døde og pelsede sæler, der tilsyneladende er blevet skudt, blevet fundet på strande i det sydlige Djursland.
Det undrer man sig over hos Kattegatcentret.
- Jeg håber da, der er nogen, der har fået lov til det. Det er ikke noget, vi har oplevet før - slet ikke på den her måde, siger havbiolog ved Kattegatcentret Rune Kristiansen til tv2oj.dk.
Rent teoretisk er det muligt, at sælerne kan være aflivet på lovlig vis.
Der kan gives en dispensation for regulering af sælerne i sjældne tilfælde.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Naturstyrelsen i dag til, hvorvidt en sådan dispensation er givet.
- Jeg har aldrig hørt om det, eller set det før på denne måde. Normalt vil man se, at døde sæler har siddet fast i et net eller lignende. Det er meget usædvanligt, men det behøves ikke være ulovligt, siger Rune Kristiansen.