Katholm færdig i AC Horsens
Superligaklubben AC Horsens vil ikke forlænge kontrakten med offensiv-spiller
Superligaklubben AC Horsens har valgt ikke at forlænge kontrakten med offensiv-spilleren Rasmus Katholm. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.
- Rasmus Katholm tegnede sig for nogle vigtige scoringer, da vi spillede i 1. division, og generelt har han leveret en professionel indsats i AC Horsens.Han har desværre været uheldig med skader, men jeg er sikker på, at der er mange gode sæsoner i Rasmus Katholm, og vi ønsker ham held og lykke fremover, siger AC Horsens' sportsdirektør, Jesper Hansen, til hjemmesiden.
Rasmus Katholm kom til AC Horsens i sommeren 2009 fra FC Fredericia. I den seneste tid har han været ude på grund af en korsbåndsskade. Den 29-årige angriber håber dog på spilletid for AC Horsens' reserver i begyndelsen af maj.
Rasmus Katholm har tidligere spillet for Randers FC, Brabrand og AGF.