Katalysatorer et hit blandt tyve
38 gange de seneste ni måneder har Politiets Regionale Efterforskningscenter registreret tyveri af katalysatorer i Jylland.
En ny type kriminalitet har set dagens lys - tyveri af katalysatorer.
I løbet af de seneste ni måneder har Politiets Regionale Efterforskningscenter registreret 38 tilfælde af indbrud, hvor gerningsmændene er gået efter brugte katalysatorer. Senest blev Sjelle Auto-Genbrug ved Galten udsat for tyveri, da fem mand søndag nat brød ind og stjal en bil og 40 katalysatorer, hvorefter de forsvandt.
Det er små mængder platin og andre værdifulde stoffer i katalysatoren, som gør udstødningsmekanismen attraktiv for tyve at stjæle.
- Det går ud over mig og min virksomhed, og det går ud over den private bilejer, som så ikke kan købe en brugt katalysator og i stedet må købe en ny, fortæller indehaveren af Sjelle Auto-Genbrug, Archie Elmholdt.
En ny katalysator koster mellem 3.000 og 5.000 kroner, mens en brugt kan købes for cirka 1.000 kroner.
Banden, der brød ind hos Sjelle Auto-Genbrug, er blevet fundet. Gerningsmændene kom fra Litauen.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.