Kastede tomat efter Thorning
Fik 20 dages fængsel og skal behandles
En mand har fået 20 dages betinget fængsel for at kaste en tomat efter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun gæstede Skovbakken i Randers d. 1. maj. Det skriver Randers Amtsavis.
Den 30-årige mand påstod selv hårdnakket under retsmødet i Retten i Randers, at han forsøgte at ramme nogle mennesker, der stod bag ved statsministeren og var i færd med at trække bukserne ned og vise deres bagdele.
Se: 1. maj-urostiftere løsladt
Den forklaring købte dommeren og de to lægdommere dog ikke, og dommeren valgte i stedet at idømme manden 20 dages betinget fængsel. Desuden skal han i behandling for sit omfattende misbrug af først og fremmest hash og alkohol.
I august blev en 23-årig mand ved byretten i Aarhus idømt 40 dages ubetinget fængsel for på 1. maj-mødet i Aarhus tidligere på dagen at have skudt på statsministeren med en vandpistol.