Kastede sig ned over sin hund, da den blev angrebet af løs hund

Mand kastede indkøbsvarer efter angribende hund

En 30-årig mand fra Lystrup-området er nu sigtet for ikke have tilstrækkeligt styr på sin hund. Foto: Colourbox - genrefoto

En 45-årig kvinde fik sig torsdag en ubehagelig overraskelse, da hun sammen med sin hund var på indkøbstur i Lystrup.

Da kvinden og hendes hund befandt sig udenfor SuperBrugsen, blev hunden angrebet af en løs hund. 

- Der er forskellige forklaringer på, hvad der præcist er sket. Anmeldelsen går på, at hunden på en eller anden måde har revet sig fri af sit tøjr og først løber hen mod nogle børn og derefter kvinden og hendes hund, som den overfalder, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

Læs også Farlig hund aflivet - fængslet ejer trænede den som kamphund

For at beskytte sin hund mod angrebet, kaster kvinden sig ned over den, og den i forbindelse får hun nogle sår og skrammer på sit venstre ben.

Man skal lade sin hund blive hjemme, hvis man ikke er tryg ved at styre den.

Jeanette Løv Rasmussen, Østjyllands Politi

30-årig mand sigtet

Den mand, der har anmeldt episoden, kastede nogle af sine indkøbsvarer efter den angribende hund i et forsøg på, at få den til at stoppe.

- Det lykkedes dog ikke, og anmelderen løb herefter ind i butikken og hentede ejeren, der kom ud og fik sin hund under kontrol, siger Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Rystende hund måtte reddes ud efter flere timer i glohed bil

En 30-årig mand fra lokalområdet er nu sigtet for ikke at have tilstrækkeligt styr på sin hund. Manden nægter, at hans hund skulle have overfaldt nogen. 

- Vi vil gerne opfordre alle hundeejere til, at de har godt styr på deres hund og sørger for, at de er tøjret godt, hvis de er med i byen. Man skal lade sin hund blive hjemme, hvis man ikke er tryg ved at styre den, siger Jeanette Løv Rasmussen fra Østjyllands Politi.

De to hunde, der var involveret i episoden, er efter Østjyllands Politis vurdering lovlige.

Episoden fandt sted omkring klokken 15 torsdag eftermiddag.

Læs også Hunde reddet ud fra voldsomt flammehav på Djursland