Kastede kniv efter kæreste

En mand fra Randers er sigtet for vold, efter han i et skænderi med sin kæreste ramte hendes ben med en kniv.

Ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi troppede manden søndag aften ved 23-tiden op på sin kærestes bopæl i Bambushaven i Randers. Her kom han op at skændes med kærestens gæster, hvilket fik hende til at bede ham om at gå.

Det ville han dog ikke i første omgang, og han kom i stedet op at skændes med kæresten også. Skænderiet blev så ophedet, at han på et tidspunkt kastede en kniv efter hende. Den ramte hende på benet uden at forårsage nævneværdig skade.

Han stak af, men blev omkring klokken to anholdt på sin bopæl i Tjærbyparken. Han er nu sigtet for vold.