Kastede hash ud af vinduerne
Færdselsindsats endte med fem anholdte
Egentlig var det færdselsforseelser, der var i fokus i forbindelse med en større indsats i det vestlige Aarhus fredag aften. Men der kom også andre, lidt uventede, sigtelser på blokken.
I alt blev det til 16 sager, hvor størstedelen var overtrædelser af færdselsloven. Men politiet gennemførte også fem anholdelser. Tre af de anholdte var en gruppe unge mænd, der kørte uforsvarligt og derfor blev fulgt af politiet fra Brabrand og ad Silkeborgvej mod byen.
- I forbindelse med at politiet forsøgte at standse bilen i Vesterbrogade, blev der smidt hash i salgspakker ud af vinduerne. Herefter blev de tre anholdt, og under tumult blev to af dem lagt i håndjern. Under kamp med den tredje mand stak én af de andre af - med håndjern på ryggen - og forsvandt, oplyser Kristian Thomsen, der er vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi.
Efter over to timers skjul i 4 graders frost måtte han dog give op, og han blev efterfølgende anholdt og sigtet for blandt andet flugt fra politiet.