Kastede askebæger efter politibetjent

45-årig mand fik 'en passende dosis peberspray', efter at han kastede barstol og askebæger efter politibetjente i Silkeborg.

Betjentene opsøgte mandag en lejlighed i Hostrupsgade i Silkeborg for at få fat på en 46-årig mand, der ikke var mødt op til afsoning af sin dom.

Politiet havde fået oplysninger om, at manden befandt sig i lejligheden, og da politiet bankede på døren, åbnede den 45-årige beboer velvilligt op.

Beboeren bekræftede, at den 46-årige mand befandt sig i lejligheden, og at han lå og sov i stuen.

Da manden blev vækket og derefter anholdt, var det dog slut med gæstfriheden fra lejlighedens beboer. Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi blev den 45-årige mand så vred, at han begyndte at kaste både askebæger og barstol efter betjentene.

Den 45-årige indehaver af lejligheden fik det, politiet kalder 'en passende dosis peberspray', hvorefter han faldt til ro. Derefter kunne en patrulje køre væk med den 46-årige anholdte.

<i>Anholdelsen fandt sted i Hostrupsgade i Silkeborg:</i>

<br /><small><a href="http://maps.google.dk/maps?hl=da&q=hostrupsgade+silkeborg+maps&ie=UTF8&split=0&gl=dk&ei=wticSofFEciE-QaV5KCPBA&t=h&ll=56.164838,9.544115&spn=0.006882,0.021973&z=15&source=embed" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort</a></small>