Kasper samler ind i fængslet: Forbrydere vil også hjælpe andre

I Enner Mark fængslet i Horsens samler en række indsatte ind til værdigt trængende så godt, de kan

02:16

Kasper Leif Smedegaard Knudsen har siddet i fængsel i 17 år af sit liv. Nu bruger han meget af sin tid som indsat på at samle pant.

- Selvfølgelig vil man gerne hjælpe andre mennesker, der står i en situation, hvor de har brug for noget hjælp, det er den ene ting, og så får man meget ud af på det personlige plan at føle, at man hjælper andre. Så føler man, at man er lidt overskudsagtig, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han samler ind sammen med medindsatte på afdeling B i Enner Mark fængslet. Det er afdelingen for fanger, fængslet vurderer til at være velfungerende.

Læs også Selina har trods sygdom samlet 55.000 kr. til andre syge

- I fængslet er der tradition for, at man samler ind til ting, der vækker ens sympati. Det har jeg oplevet alle de år, jeg har siddet i fængsel, siger Kasper Smedegaard. 

De seneste tre måneder har de på afdelingen samlet otte affaldssække med pant. Med de penge har de doneret to godtekurve til headspace i Horsens. Det er et gratis og anonymt rådgivningscenter til unge mellem 12 og 25 år.

Og den gave bliver taget vel imod, selv om symbolikken måske er større end den egentlige værdi, som ikke er langt over 1.000 kroner. 

Læs også Viktor har samlet 40.000 kr. ind til sin mor efter brand

- Det er altid rørende at modtage sådan en donation, og det er ekstra fedt, at det er nogle indsatte, der bruger de sparsomme ressourcer og muligheder, de har, for at samle ind til et godt projekt for at støtte unge mennesker i Horsens og omegn, siger Anders Friche, der er centerchef hos headspace i Horsens.

Bare fordi Kasper Smedegaard har siddet 17 år i fængsel betyder det ikke, at han ikke interesserer sig for andres menneskers ve og vel, mener han. 

Læs også 14-årig pige starter indsamling: Vi vil have træmanden tilbage

- Man kan godt lide at hjælpe andre mennesker. Jeg tror, det er et grundlæggende menneskeligt aspekt, som alle besidder, uanset om man er lovlydig borger eller forbryder, siger han.

Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.