Kasper raser mod curling-forældre: Idioti at søge job for dit barn

Kasper Honoré fra Randers har med et Facebook-opslag fået debatten om curlingbørn til at blusse op

Kasper Honoré fra Randers kæmper en kamp mod forældre, der vil bære deres børn på hænder og fødder gennem livet.

Virksomhedsejeren Kasper Honoré fra Randers blev onsdag chokeret, da en mor til en 19-årig datter ringede for at søge job på barnets vegne.

Ifølge ham viser det, at vi lever i et samfund, hvor curlingforældre ødelægger mere, end de gavner deres børn.

Læs også Unge efter curling-debat: Vi skal kunne klare os selv

På sin Facebook-side har Kasper Honoré beskrevet telefonsamtalen med pigens mor, og i skrivende stund har over 1200 liket opslaget, imens flere hundrede har kommenteret eller delt hans oplevelse.

Som man kan se i samtalen, undrer den randrusianske iværksætter sig meget over, hvorfor det er nødvendigt for moren at søge job på sin datters vegne.

- Hun gør datteren en kæmpe bjørnetjeneste. Når den 19-årige pige ikke engang selv gider at ringe, så tænker jeg straks, at det da godt nok er en doven og uduelig unge, som jeg ikke kan bruge i min virksomhed. Det er idioti at søge job for dit barn, siger Kasper Honoré til TV2 ØSTJYLLAND.

Tror hun, at jeg vil banke hendes barn, eller har hun bare så lidt tiltro til datteren, at hun ikke tror, hun kan snakke med mig i 10 min uden at fucke det hele op?

Kasper Honoré, virksomhedsejer

Kasper Honoré er iværksætter og driver blandt andet Gipote.dk, Boligsurf.dk og Minlejebolig.dk fra Randers.

Han har selv kæmpet for at nå, hvor han er i dag, så det er meget svært for randrusianeren at sætte sig i den 19-årig piges sted.

- Da jeg var 11 år gammel, gik jeg rundt til naboerne og spurgte, om de skulle have slået græs, for at jeg kunne tjene penge. Hende her får aldrig job hos mig, når moren søger jobbet, fortæller han.

Moderne at være svag

Virksomhedsejeren siger, at det er fair nok, hvis en forælder gerne vil se barnets arbejdsplads og møde chefen. 

01:18

Kasper Honoré er også en af drivkræfterne bag et nyt kultur- og samlingssted kaldet Fabrikken Randers.

Luk video

- Men ikke som det første, og forældrene skal da slet ikke med til jobsamtalen, som moren i den her samtale ønskede. Hun sagde, at det var for en sikkerheds skyld. Hvad går det ud på?

Læs også Kasper vil ændre Randers' ry: Udlover præmier for 15.000 kr.

- Tror hun, at jeg vil banke hendes barn, eller har hun bare så lidt tiltro til datteren, at hun ikke tror, hun kan snakke med mig i 10 minutter uden at fucke det hele op?

Det er blevet moderne at være svag, og dem, der forsvarer moren, har sikkert selv et speltbarn, der bliver båret på hænder og fødder. De unge skal have hovedet ud af røven og tage ansvar for deres liv.

Kasper Honoré, virksomhedsejer

Når en forælder ringer med disse bekymringer, så forklarer Kasper Honoré, at han straks tænker det værste om barnet.

- Når datteren ikke gider selv at ringe, så tænker jeg jo, at så gider hun vel heller ikke passe sit arbejde.

I Facebook-opslaget mener flere, at Kasper Honoré gik for hårdt til moren.

Han medgiver da gerne, at han var kontant i sine udmeldinger.

Men det skyldes lige så meget, at han mener, der er tale om et samfundsproblem.

Læs også Familiesociolog: Curling-debat fjerner fokus fra reelle problemer

- Det er blevet moderne at være svag, og dem, der forsvarer moren, har sikkert selv et speltbarn, der bliver båret på hænder og fødder. De unge skal have hovedet ud af røven og tage ansvar for deres liv, siger Kasper Honoré.