Kasper Lorentzen udtaget til landsholdet
Landstræner Morten Olsen har udtaget Randers FC-spilleren Kasper Lorentzen til onsdagens venskabskamp mod Tyskland i Parken.
Udtagelsen betyder, at Randers FC alligevel er repræsenteret, når det danske fodboldlandshold onsdag aften møder vores store nabo fra syd.
Søndag eftermiddag meldte Randers-spilleren Mikkel Beckmann ellers afbud til landsholdet på grund af en skade, han pådrog sig i lokalopgøret mod AC Horsens. Det samme gjorde Brøndby IF's Michael Krohn-Dehli efter københavnernes udekamp mod FC Nordsjælland i Farum.
Skaderne udløser til gengæld landsholdsmuligheder for et par holdkammerater. Kasper Lorentzen fra Randers er nemlig blevet udtaget som erstatning for Mikkel Beckmann, mens Michael Krohn-Dehlis afløser er holdkammeraten Mike Jensen.